2016 begyndte godt, vores far var nu faldet godt til og vi var rolige og trygge ved at efterlade far på Ingeborggården. Men dette skulle så ikke vare ret længe før far sov stille ind - på sin fødselsdag. Et hårdt slag - for os alle sammen, men for far var det godt. Han fik en nådig og god død. Når man ser på hvad der ventede forude, så var det godt at han selv gav slip før end det blev for uværdigt for ham at leve. Hans Alsheimersygdom var ret fremskreden og vi ved i vore hjerter at det var det bedste for ham.

Efter begravelse og udredning af boet, hvor vi tre søskende delte det der var tilbage, skiltes vi - Einar og jeg med vores bror Steven for sikkert aldrig igen at skulle ses igen. Einar og jeg har stadig kontakten. Steven har vi nok set det sidste til.

Efter en blandet sommer, med ophold på Bornholm, kom jeg ud for to biluheld med en måneds mellemrum. Var sygemeldt i 14 dage og kom stille og roligt tilbage, og skulle starte i RUCs fællessekretariat pr. 1. oktober. 

Den 10. oktober fik vi en ny førerhund i vores familie. Rico, som skulle på pension efter 11 år som førerhund, blev nu afløst af Santo som kun var 1½ år. En op-af-bakken udfordring!

Efter jul og nytår fik jeg så meddelelsen at pga. besparelser måtte man fyre mig - altså jeg kunne bedst undværes - da jeg jo også var den som passede dårligst ind i den sammenhæng der allerede var skabt.

Hvad der nu skal ske - tja det vides endnu ikke.

2017 begyndte med en fyring af Lene og en efterfølgende sygemelding. Det var en hård nød at sluge, men måske var det bedst på den måde. Jeg ville nu bare gerne selv have sagt min stilling op, med andet arbejde i sigte. Men sådan skulle det så ikke være.

Vores nye hund, Santo, havde meget svært ved at finde sig til rette. Flere gange løb han væk og søgte rundt i kolonihaverne og andre gange fik vi opringninger om at han var i den anden ende af kvarteret. Vi besluttede derfor at give ham restriktioner og dermed var han i snor hele tiden, også selv om Rico gik uden snor ved siden af.

I oktober 2017, kom så det jeg frygtede allermest. Rico måtte aflives. Han var træt og havde smerter i sine bagben. Vi fandt ham liggende på stuegulvet hvor han ikke kunne rejse sig. Vores genboer, Lisa og Ole, var helt fantastiske og hjalp os med at få ham til dyrlægen, hvor han blev aflivet. Vi fik ham brændt og hans urne står nu i vores have under den hængepil hvor han altid elskede at ligge.

Julen var hård uden Rico og han vil altid være savnet, han var den mest elskelige hund, vi nogen sinde har haft.

Efterfølgende ændrede Santo adfærd, han blev hurtig en bedre førerhund og har også forstået nu hvor han hører til.

Min jobsituation er stadig uændret, men jeg har fået en uddannelse gennem kommunen, en uddannelse i Digital Markedsføring, som jeg afslutter til maj 2018.

Det er svært, når alting ikke går, som man gerne vil have det! Nogen gange forstår man ikke hvad der sker eller hvorfor tingene sker! Man bygger sig en tilværelse og føler man gør sit bedste, og alligevel ... Tit trænger der sig spørgsmål på: Hvorfor mig, hvorfor skal jeg kæmpe så hårdt for at få en god tilværelse, medens andre får det forærende?

Og i al sin iver glemmer man at nyde det man har! 

Jeg ved ikke om man skal se det, der sker og som man ikke synes om, som straffe fordi man ikke gør, som man skal. Personligt tror jeg ikke på det. 

Hvorfor familier splittes, er også en gåde, ikke kun for mig, men for mange mennesker. Man skuffes tit, man bliver bitter og vender sig bort fra hinanden. 

Jeg har oplevet meget i mit liv, både ting jeg vil tale om og ting jeg ikke vil tale om.

Jeg har opleet mange gode ting i mit liv og mange dårlige ting.

Jeg har ofret meget for min familie, min lille kernefamilie, og de ting fortryder jeg ikke!

Den dag alting gik i sort!

Man føler man står på afgrundens rand. Der er køligt omkring en. Man har svært ved at forstå det! Skal jeg dø? Skal jeg leve? Hvad skal jeg gøre?

Disse spørgsmål og 1000 andre blev ved at drøne igennem mit hoved. Og alligevel handlede jeg rationelt – igen – som altid! Det ligger ligesom i baghovedet. Man handler også selv om man ikke har hovedet med.

”Du skal have fjernet livmoderen – ellers dør du”, sagde lægen. Og jeg svarede nøgternt at selvfølgelig skulle jeg det. Jeg ville jo leve, jeg skulle overleve, jeg havde ikke tid til ikke at overleve. Jeg havde masser af ting at gøre - endnu, min familie jeg skulle tage mig af, steder at besøge – endnu, ting at opleve – endnu!

Da jeg fik diagnosen, forstod jeg ikke budskabet – var jeg syg? Jeg følte mig ikke syg! Det var det underlige – faktisk følte jeg mig mere syg bagefter, da jeg var blevet rask.

Man ved at der er mikroskopiske små celler som arbejder i ens krop – modarbejder ens legeme. Så man må kæmpe, kæmpe imod disse små arbejdende celler, som forsøger at gøre det af med en. Men de skal ikke få lov – det skal de ikke!

At komme videre i livet!

Ja det var svært, efter lang sygemelding og genoptræning, følte jeg endelig at jeg havde det godt igen. Var kommet ud af mine smertestillende, det så godt ud nu. Jeg skulle se at se fremad mod at komme ud på arbejdsmarkedet igen.

En havestol skal man ikke kæmpe med 🙂 

Et vrid i knæet pga en dum havestol, der stod i vejen betød at jeg skulle indlægges og have et nyt knæ. Det tog så igen 8 uger med genoptræning.

Genoptræning lang og sej, men jeg kom over igen på den anden side, heldigvis!

Alt i alt var jeg sygemeldt i først 26 uger (kræft) og derefter 12 uger (knæ) - plus 5 uger i mellemlægstid. Altså 17,5 mdr. Der gik så resten af 2018 og hele 2019.

Virksomhedspraktik og ansættelse

Efter rasmeldingen i december 2019, forsøgte jeg at finde en virksomhed, som ville påtage sig at tage mig ind som virksomhedspraktikant.

Jeg tog alle mine kontakter i brug, og fik også kontakt til Næstved Kommune, hvor jeg fik et virksomhedspraktikforløb på 3 mdr. startende den 8. januar.

Jeg blev taget godt i mod og fandt ud af at kommunen skulle have ny hjemmeside, og den skulle jeg være med til at implementere og kvalitetssikre. Det gik godt og efter 3 mdr. (og lige en coronaperiode) fik jeg et vikariat i kommunikationsafdelingen.